Om frygten for at bevæge sig ind på andres enemærker
Postkort fra Grønland Se alle
Om frygten for at bevæge sig ind på andres enemærker
Efter at have set på udsigten over industrihavnen i lang tid, besluttede jeg mig for at prøve at begive mig direkte derned gennem kløften i stedet for at vælge de store veje. Men det var svært at gennemskue, om det var a) sikkert at gå der, for det så noget sumpet og stejlt ud. b) om noget af det var privat, for man skulle passere temmelig tæt forbi nogle huse, for at komme derned.
Jeg spurgte en mand, der sagde, at han mente det var sikkert nok - og at i Grønland var der ikke nogen, der havde enemærker. Og jeg håbede inderligt, at han havde ret i begge dele, da jeg ca. halvvejs (så det gav ligeså meget mening at gå frem som tilbage, hvis jeg var på afveje) stødte på en temmelig drabelig rygrad.
Kommentarer
I øvrigt fantastisk non-postkort-agtigt motiv, men hvor det dog er skulpturelt og velegnet til at fortælle en historie.
Jeg undrer mig i øvrigt over, hvornår du atter vil videoblogge om knogler, siden du har tagget dette postkort med ordet "knogler". *venter i spænding*