Levende Postkort

Om at stirre ind i den sidste solnedgang

Mon, 04 Jan 2010 19:27:17 GMT

Alle gode rejser får en ende - og på den sidste aften bliver jeg altid lidt vemodig og tænker tilbage på turen, der er slut og tiden, der er gået. Alle tankerne og forventningerne, der var inden afgang - alt det, der er sket og har været, som man håbede på - og alt det, der (for det meste gudskelov) har udviklet sig helt, helt anderledes, end forventet.

Om Industrial Cool

Mon, 04 Jan 2010 19:12:06 GMT

For nylig blev Riverside-parken forlænget helt ned til 61st street. Og i vindstille vejr er det en helt fantastisk promenadetur langs Hudsonflodens bred, hvor mange af de gamle industri-piers og kraner har fået lov at ligge tilbage som monumenter over en svunden tid blandet med stram, moderne landskabsarkitektur og med motorvejens urbane brøl og helikopternes konstante summen som underlægningsmusik.

Om kulørt konfetti-snestorm på Times Square

Mon, 04 Jan 2010 18:55:47 GMT

Times Square er et af den slags steder, jeg elsker at hade. På den ene side er der noget dybt fascinerende ved at stå midt på "the crossroads of the world" og føle energien - både den bogstavelige energi, der pulser mellem de mange travle mennesker, der i massemængder krydser den. Og den elektriske energi fra de mange neonreklamer og diodedisplays. Og flagshipsstores har i al deres hyper-kommerciallisme også altid haft en vis tiltrækningskraft på mig. Jeg synes både fagligt og fuldstændig banalt, det er sjovt at se, hvordan megabrands som M&M's, Toys R Us og Virgin vælger at skabe universer omkring sig selv og deres brands og gennemføre dem ned til mindste taggy detalje. Men samtidig er Times Square også helvedes forgård. Altid fuldstændig ufremkommeligt proppet med turister, larmende sælgere, folk, der vil trække én med som publikum på comedyshows eller sende én på turistbusrundtur på Manhattan. Og så er der en masse forfærdelige spisesteder, med Bubba Gumps shrimp company i spidsen (har aldrig helt fundet ud af, hvordan den forholder sig til historien i Forrest Gump - anyone???) som især amerikanske turister valfarter til for prøvespise. Og i den forstand er Times Square generelt blottet for både charme og magi.

Men så forleden skete der alligevel noget magisk. Jeg krydsede pladsen en meget blæsende dag lige efter nytår. Og selvom der i dagevis havde været hele armeer af rengøringsfolk til at fjerne efterladenskaberne fra den estimerede 1 mio mennesker, der havde ventet fra klokken 3 om eftermiddagen til midnat for at se "the ball drop", var der stadig reminiscenser af det ton konfetti, der blev skudt ud over dem klokken 12. Det lignede Jose Gonzales' Sony Bravia-video med de kulørte hoppebolde i gaderne. Eller måske mest af alt en kulørt snestorm, der fik tiden til at stå helt stille midt på Times Square.

Om Brooklyn Bowl

Mon, 04 Jan 2010 18:34:45 GMT

New York har mange fantastiske udesteder, og der opstår hele tiden nye koncepter - eller gamle koncepter genopstår i nye klæder. Brooklyn Bowl i Williamsburg er et eksempel på sidstnævnte. Et moderne twist på det ærkeamerikanske bowlinghalskoncept indrettet med chesterfieldsofaer og funky film på fladskærmene over banerne, en lækker restaurant og et musikvenue med plads til 600 koncertgæster. Altsammen under samme tag, så man undervejs i løbet af aftenen kan glide frem og tilbage mellem bowling, ribs og koncerter - og drikke en masse af den gode øl fra Brooklyn Brewery, der tidligere havde deres produktion i lokalerne.

Om at træde ved siden af dydens smalle sti

Thu, 31 Dec 2009 15:28:23 GMT

I The Highline Park stod der i hvert eneste bed et skilt, der lød "Keep it wild - keep on the path". Der var selvfølgelig tale om en slags "græsset må ikke betrædes"-skilt, der skulle afholde folk fra at plukke, betræde eller trimme alle de vilde vækster, der udgør en væsentlig del af parkens landskabsarkitektur. Men havde man set skiltet i en anden kontekst, ville det være nonsens. For der er "keep it wild" og "stay on the path" hinandens modsætninger. Det er meget, meget svært at "keep it (som i livet, tilværelserne, tankebanerne) wild, hvis man altid holder sig til stierne. Dydens smalle sti, de veltrådte stier, de afstukne retninger. Og det er jo netop, når man træder lidt ved siden af, opdager nye stier og selv udstikker nye retninger, man rigtig lever. Det behøver ikke være vildt - men det ér og bliver dér essensen af livet gemmer sig.

Om "The high line-park"

Thu, 31 Dec 2009 15:18:11 GMT

I sommers fik New York en ny park. The Highline Park, der - som navnet antyder - er bygget ovenpå en gammel subway-highline. Den løber gennem The Meatpacking District op til Chelsea, og er egentlig mere en funky promenade snarere end en park. Landskabsarkitekterne bag har virkelig udnyttet de helt særlige omgivelser, og blandt andet ladet solsengene køre på de gamle subwayskinner. Desuden slynger parken sig ind gennem mange gamle pakhuse på vejen - og har en storslået udsigt over Hudsonfloden. Ikke så ringe endda :-)

Om ekslusiv slumromantik og skiftende kvarterer

Thu, 31 Dec 2009 15:01:24 GMT

Når man gennem årene har været frem og tilbage til New York så mange gange som jeg efterhånden har, har man oplevet mange kvarterer gennemgå markante forandringer fra at være de mest slummede og skumle, hvor ingen turde sætte deres ben, til at der åbner et par funky butikker og en fancy restaurant, til de for alvor peaker, så alle de smarte ikke gider (endsige har råd til) at være der længere, til det nærmest bliver turistområde. For tiden er det især Brooklyn, der udvikler sig på den måde. Williamsburg er for længst "sooooo last decade", og det rykker videre til Greenpoint, Red Hook og Bushwick. Et af de seneste - men allerede gamle - kvarterer på Manhattan er The MEat Packing District, der tidligere var kendt for at sælge - lad os sige...alle former for kød... - og som i dag fremstår som et af de mest fashionable områder blandet med slumromantikken fra de gode gamle dage.

Om at bruge en dag på "The International Expressway"

Thu, 31 Dec 2009 14:43:29 GMT

New York er som bekendt indbegrebet af den amerikanske smeltedigel, hvor afsindig mange kulturer blandes. Men de seneste år, er man snarere begyndt at tale om New York som en "mixed salad" snarere end en smeltedigel. Sådan at forstå, at de enkelte kulturer i høj grad bevarer deres særpræg og lever fredeligt side om side i stedet for - som smeltedigelmetaforen antydede - lader sig smelte sammen med hinanden til en form for mix-kultur. En af de måder, man virkelig kan opleve denne blandede salat på, er ved at tage subway-rute 7 fra den ene ende til den anden. Ved det yderste stop - i Flushing - befinder man sig midt i forskellige asiatiske kulturer (uden Manhattan Chinatown falske pagoder). Lidt længere henne traver man gennem Mexico, Ecuador og Puerto Rico. Længere henne igen gennem Indien og tilsidst Irland inden man til sidst lander på vanvittige Times Square, hvor alting mixes i en surreel cocktail.

Om landet, der ikke eksisterer på landkortene

Sun, 27 Dec 2009 13:43:28 GMT

Alt det, man ser på den anden side af Hudson River eksisterer ikke reelt på kortene over New York. Alt det, der ligger på den anden side af East River - Brooklyn,Queens og Bronx - hører naturligt med og er forbundet med Manhattan med masser af broer, tunneller og subway-ruter. Men hvis man skal over på den anden side af Hudson Floden skal man tage en lille færge eller et pendler tog - og der er kun få broer og tunneller til bilerne. Og hvad mærkeligere er - på ethvert kort over New York ser det ud som om Hudson River er et ocean, hvor der intet er på den anden side. Alt sammen fordi det tilhører en anden stat - og der er også mentalt kolossal forskel på folks opfattelse af hinanden alt efter om de har zip-code i NY eller NJ

Om Hudson Valley

Sun, 20 Dec 2009 15:58:11 GMT

Pougkeepsie er lidt sådan en by, New Yorkerne griner ad. Men faktisk er det en udflugt værd at tage toget op langs Hudsonfloden med destination Poughkeepsie. Her ligger The Culinary Institute of America - gastronomiens svar på Harvard, hvor USAs dygtigste kokke, sommelierer og tjenere bliver uddannet - og hvor man kan spise på forskellige restauranter, hvor de "'øver" deres færdigheder. Det er også i Poughkeepise, Roosevelt voksede op - og derfor kan man besøge hans barndomshjem, et supergodt museum og hans Presidential Library. Og så er der lige blevet lavet en meget fin fodgængerbro (verdens længste) henover Hudson Floden ovenpå en gammel jernbanebro - meget smukt. Selve togturen derop er også meget smuk, langs den smukke Hudsonflod og med udsigt til blandt andet Westpoint Academy (kendt fra Nord og Syd som der, hvor Orry og George mødte hinanden som kadetter). Og så er det ikke mindst værd at stoppe i Beacon, hvor det fantastiske museum for moderne kunst - DIA - ligger i en gammel cookie-fabrik. Det er selvfølgelig ikke den slags, man gør, hvis man kun har en uge i New York første gang. Men hvis man har været her flere gange og gerne vil have nye perspektiver på byen, er turen op langs Hudsonfloden bestemt en tur værd. Afgang fra Grand Central ca. en gang i timen.

Om pastrami-sandwiches

Sun, 20 Dec 2009 15:17:20 GMT

Et levende postkort med et lydspor så levende, at man næsten ikke kan høre, hvad jeg siger. Men det fanger i virkeligheden stemningen på Katz's Deli i en nøddeskal. Delien på hjørnet af East Houston og Ludlow er berømt for sine mega-store pastramisandwiches, der i over 100 år er blevet tilberedt og udskåret efter stolte traditioner. Stedet er en turistmagnet, fyldt med billeder på væggene af alle mulige kändisser fotograferet sammen med ejeren og også rammerne om Meg Ryans berømte "Fake-orgasm" i "When Harry met Sally". Men det er også et sted, hvor mange "almindelige New Yorkere" henter sig en "hearty lunch". Katz's ligger lige rundt om hjørnet fra den lejlighed jeg boede i, da jeg for halvandet år siden var herovre i tre måneder - så jeg kom der nogle gange. For eksempel på vej hjem fra koncerter, og måtte derfor lige tilbage af nostalgiske årsager.

Om panoramiske juletraditioner

Sun, 20 Dec 2009 14:54:59 GMT

I år tilbringer jeg jul og nytår i New York sammen med min bror og hans kæreste. Jeg har swappet min lejlighed derhjemme med nogle venner, der godt nok havde sagt, at der var god udsigt fra deres lejlighed, men de havde ikke sagt, at der i dén grad var panoramaudsigt over Hudsonfloden og downtown. Det er helt fantastisk at vågne om morgenen og kunne strække øjnene udover en udsigt, der i sig selv er et levende postkort - og det slår mig nu, at det i virkeligheden måske er en af de stærkeste jule- og nytårstraditioner i min familie, at vi - efter min bror og jeg blev voksne - har tilbragt utroligt mange juleferier i storby-panorama-lejligheder. Først i mine forældres lejligheder i Moskva og Beijing, der begge lå på 11.-12. sal. Og så i år på 21. sal på West End Avernue.

Om at slå knude på opholdet

Mon, 03 Aug 2009 14:00:09 GMT

Dette er det sidste postkort på "kanalen" Postkort fra Grønland.

Efter to måneders ophold i Nuuk er det tid til at slå knude, hæfte ende og reflektere over, hvordan opholdet er forløbet. Både i forhold til forventningerne, overraskelserne og indsigterne. Hvad er gået som forventet og håbet? Hvad var anderledes? - Og var det i så fald godt eller skidt. Og hvad tager jeg med mig hjem af indsigt om Grønland og oplevelser fra Nuuk og omegn.

Om at sende postkort fra sit hotel

Mon, 27 Jul 2009 12:15:53 GMT

En af 70'ernes helt store charterrejsetrends var at sende postkort fra det hotel, man boede på - sætte et kryds på hotelværelsets vindue og skrive "her bor vi" udenpå. I min familie gik vi dog aldrig særlig meget op i det med hotellerne. Dér skulle man bare sove, så det var ikke så vigtigt - der var så meget andet, vi hellere bruge pengene på. Sådan har jeg det grundlæggende stadig, men da jeg tjekkede ind på Ilulissat Vandrehjem kunne jeg alligevel godt mærke, at jeg i mange år umærkeligt er blevet bedre og bedre vant, når det gælder hoteller. Vandrehjemmet derimod var ganske vist pænt og rent, men også så basic som sådan et skal et være. Og desuden så vindt og skævt, at jeg på et tidspunkt ikke kunne låse døren, fordi huset havde sat sig så meget på den time, jeg havde været væk, at karmen skulle justeres, før døren kunne låses. Jeg KAN klare mig meget lidt - men hvor er det dog skønt med en ordentlig seng, et karbad og et fjernsyn, når man lige skal holde siesta efter alle dagens oplevelser. Men i Ilulissat prioriterede vi så anderledes - og var ok godt tilfredse med det. Og her er så et postkort fra hotellet.

Om mange bække små, der tilsammen gør én stor oplevelse

Wed, 22 Jul 2009 12:29:05 GMT

Der er mange spektakulære ting i den grønlandske ntaur. Tårnhøje isbjergetinder, gletcheroverflader så takkede som snedronningens slot, tronende søljebasalter, dykkende hvaler. Og det er altsammen overvældende smukt. Men det der binder alle de store oplevelser sammen, er alle desmå mirakler ind i mellem. Den mirkoskopiske, men farverige fauna. Bækkene der risler og slanger sig i solen. Stenene og dønningerne, der glitrer. Regnbuerne, der springer ud af det blå. Og tilsammen er det alle de små ting, der gør den samlede oplevelse endnu større.

Om at udvide sin fornemmelse for is

Mon, 20 Jul 2009 13:37:12 GMT

Man siger så tit det her med, at grønlændere har ufatteligt mange ord for sne. Og det har de også for is.

Når man stor ved isfjordens munding giver det fuldstændig mening, at man er nødt til at have mange ord for is. For ikke to af de mange isfjelde er ens. Farverne, formationerne, lysspillet og smeltevandskanalernes mønstre i overfladen er vidt forskellige.

Der er dog et par grundlæggende forskelle, man trods alt kan inddele dem i. Og et af dem er, om isbjerget har vendt sig siden det blev kælvet eller ej. Hvis det ikke har vendt sig endnu, har det stadig indlandsisens gletcherspaltede overflade og ligner det snedronningens palads med takker, tinder, grotter og spalter. Når det har vendt sig, er overfladen glat og skinnende hvid.

Is er på ingen måde bare is...

Om alt det, der ikke er så eksotisk endda

Wed, 08 Jul 2009 13:51:25 GMT

Når man sender postkort fra eksotiske destinationer, fokuserer man ofte på alt det, der er anderledes end det, man kender hjemmefra. Men virkeligheden for mange turister - selv de mest nysgerrige og udforskende af slagsen - er, at man samtidig også tilbringer meget af sin tid med oplevelser og fødevareindtag, der minder temmelig meget om det, man kender hjemmefra.

Uanset hvor eksotisk en udørk, man befinder sig i, vil der næsten altid være en driftig person, der sælger en eller anden form for kaffe, frugtsalat, banan-pandekager. Og også i Nuuk er der selvfølgelig muligheder for at supplere hvalspækken, helleflynderne, kvanerne og sortebærrene op med smoothies, muffins, burritos og grillede sandwiches. Og JA - selvom jeg nyder at vælte mig i eksotiske råvarer, har jeg da også mange gange frekventeret den lokale coffeeshop og siddet der og læst min bog over en cortado og en blåbærmuffin.

Om røde himmellegemer

Wed, 08 Jul 2009 11:35:16 GMT

I luften over Nuuk sværmer en hel hær af små, røde fly og helikoptere. Man kan kun kommer hertil og -fra ad luftvejen og vandvejen. Og derfor er der hektisk aktivitet i luftrummet.

Forleden holdt alle vejret. For pludselig var begge livliner truet. Ikke alene var der havneblokade, fordi fiskerne ville have bedre betaling for deres torsk - Air Greenlands kabinepersonale truede også med at strejke. Og hvis det var tilfældet, var det jo ikke alene et seriøst transportproblem lidt midt i turisthøjsæsonen - det ville også reelt betyde, at forsyningskæderne for fødevarer blev blokeret.

Havneblokaden varede et par dage, men er afblæst nu - og kabinepersonalestrejken er foreløbig udskudt 14 dage. Så jeg ved ikke, hvor reel truslen var. Men det satte gang i tankerne om forsyningskæder og isolation. Og måske også en anelse klaustrofobi.

Om at stå i lort til halsen

Wed, 01 Jul 2009 13:11:22 GMT

Forleden så jeg en hundelort - eller hømhøm, hvis man nu skal sige det pænt - ligge helt forvitret midt mellem mos, lav og sortebærbuske. Og det slog mig, hvor tilforladelig sådan en ser ud, når bare den har ligget længe nok. For nogle måneder siden ville man have forbandet den og virkelig ærget sig, hvis man havde trådt i den. Nu var den næsten usynlig og i hvert fald helt uskadelig. Og det tror jeg er vigtigt at huske sig selv på, når man engang i mellem står i lort til halsen - selv lort forvitrer.

Om det unaturligt naturlige

Mon, 29 Jun 2009 15:37:26 GMT

Hvis man ser grøndlandske byer og bydger for sit indre blik, ser man (bortset selvfølgelig fra børnebøgernes igloer) typisk farvede træhuse, der klynger sig op ad fjeldsiderne. Og det er også helt rigtigt, at de fleste huse er bygget af eller beklædt med træ - og ofte malet i mange flotte farver. Nogle af de nyere arkitektoniske vidundere - kulturhuset Katuaq, Universitetet og Naturinstituttet er også alle beklædt med træ - og de falder helt fantastisk ind i omgivelserne. Træet passer lissom ind - både i vores fordomme og i realiteterne. Der er bare det ved det, at der ikke vokser et eneste træ i Grønland med undtagelse af et par stammer helt nede sydpå, hvor det vist ikke er noget problem at se skoven for bar' træer. Det vil sige, at alt det træ, der ser naturligt ud heroppe, nødvendigvis må være fragtet herop. Det er overhovedet ikke spor naturligt eller noget, der falder ind i det eksisterende landskab. Og jeg synes, det er ekstremt pudsigt, at det så alligevel forekommer os at være så naturligt.

Om broen mellem ingenting og ingenting

Sun, 28 Jun 2009 18:01:08 GMT

I går gik jeg en lang tur lige ud ad landevejen. Og pludselig stødte jeg på en bro, der tilsyneladende forbandt absolut ingenting med det rene ingenting. Det var vanvittigt fantasi-æggende, for man har jo en grundforventning om, at der i det mindste befinder sig noget på den ene side, der er værd at forbinde med noget andet. Bredder, kontinenter, fastlande, øer, tankerækker, tænder eller fagområder. Men her var der ingenting.

Jeg har senere fundet ud af, hvorfor den ligger der og der er faktisk en god forklaring. Men broen er langt mere æggende, når den bare lige der uden en fornuftig forklaring - så den vil jeg i første omgang undlade at give jer. Og så kan I i stedet gætte med eller fantasere jer frem til mulige forklaringer.

Om at deltage i Reboot11 pr. langdistance

Thu, 25 Jun 2009 13:24:27 GMT

I dag forsøger jeg mig med et digitalt eksperiment: at se, hvor meget af Reboot11 jeg kan opleve fra Nuuk alene ved at følge Twitter og videoerne på reboot.dk. Umiddelbart kan jeg faktisk få rigtig meget ud af det - både de indholdsmæssige pointer fra de mange talks, der bliver spidsformuleret og diskuteret på Twitter. Og meget af stemningen og buzzen. Men det vigtigste element - og det jeg savner mest - er selvfølgelig alle diskussionerne md de andre deltagere. For det er noget af det mest fantastiske Reboot. At der en gang om året er samlet så mange fritænkere, mikro-revolutionære og nutty professors fra hele verden på et sted. Så det er en normaltilstand at befinde sig blandt folk, der vier deres liv til at prøve at ændre verden, arbejder på alternative måder og brænder igennem for det de laver og virkelig tror på. Og dem kan jeg trods alt ikke hænge ud med pr. langdistance. Men jeg ønsker dem allesammen en happy Reboot11.

Om Greenpeace, gletchere og Grønland

Tue, 23 Jun 2009 16:00:04 GMT

Forleden lå der to specielle skibe i Nuuks industrihavn. Det ene var det orlogsskib, kongefamilien boede på under selvstyrefestlighederne. Det andet var Greenpeaces forskerskib, der skal op til Peterman-gletcheren for at undersøge klimaforandringerne deroppe. Man regner med, at der i løbet af sommeren vil brække en is-ø på størrelse med Manhattan af gletcheren - og det skal de op og kigge nærmere på. Det er i sig selv lidt af et særsyn at se et Greenpeace-skib ligge fredeligt i en grønlandsk havn, for siden hval-betaljerne i 80'erne har forholdet mellem Greenpeace og Grønland mildest talt været anstrengt. Derfor var skibets besøg i Nuuk også mest af alt et høfligshedsvisit, for at fortælle de grønlandske myndigheder om detaljerne i ekspeditionsplanerne.

Om historiens vingesus

Mon, 22 Jun 2009 18:31:36 GMT

Selvstyrefestens store, højtidelige højdepunkt var, da Dronningen overrakte selvstyreloven til landstinget. Men da der er meget begrænset plads i landstingssalen, overværede de fleste Nuuk-borgerne højtideligheden i den store Godthåbshal, hvor der var rundstykker og kaffe til de ca. 3000 fremmødte. Der gik jeg også op efter at have været nede for at se de kongelige og alle pingerne i kolonihavnen. Og stemningen var god - især, da lyset blev slukket lige op til de store taler og alle rejste sig for at højtideligholde overrækkelsen. Selve dette levende postkort har meget dårlig billedkvalitet - men det er i virkeligheden en meget autentisk del af oplevelsen - for "storskærmen" i hallen gik hele tiden på pauseskærm, mistede farverne og lyden ind i mellem. Så I får det næsten som at være der selv. Om I også får gåsehud af historiens vingesus, som jeg og (tror jeg) alle andre i Godthåbhallen fik den formiddag, ved jeg ikke. Men jeg håber i hvert fald, at I kan mærke lidt af vingesuset.

Om selvstyre-festen

Sun, 21 Jun 2009 18:19:51 GMT

Dette levende postkort er mest af alt et levende sladderblad, hvor jeg har forsøgt at kreere et stemningsbillede fra selvstyrefejringen. Jeg har undladt selv at sige noget, da billederne taler temmelig meget for sig selv med flagrende hænder, kameraer, nationaldragter og kongelige. Så prøv selv at lege kommentator og se, hvor mange honoratiores, du kan spotte - det er lidt svært, fordi alle mændene har ens, hvide anorakker på. Men jeg kan afsløre så meget, at der er mange. Rigtig mange.

Læs også min mere verbale rapport på bloggen: http://nadjasreflexioner.net/2009/06/21/jeres-udsendte-voyeur-rapporterer-fra-grønlands-selvstyrefest/

Om at vente på Frederik og Mary

Sat, 20 Jun 2009 17:05:31 GMT

I morgen skal Grønlands selvstyre fejres med pomp og pragt. Og allerede i dag er besøger de kongelige mange forskellige institutioner i Nuuk. Blandt andet skulle Kronprinsparret i dag spise frokost i Døgninstitutionen Mælkebøtten. Sammen med en klynge Nuuk-borgere trodsede jeg tålmodigt regnen for lige at se dem gå op ad den røde løber. 30 sekunders highlight - og så var det overstået - og som man kan se på postkortet, var der lige bagefter så tomt, at kun den røde løber sladrede om, at der lige øjeblikket inden havde været stort opløb.

Om rodets tiltrækningskraft

Thu, 18 Jun 2009 23:59:16 GMT

Der er nogle motiver, der har det med at tiltrække sig alle kameraer og al opmærksomhed. Og så er der ting, man altid forsøger at undgå at få med - eller prøver at ignorere, når man kigger udover en smuk udsigt. Men personligt har jeg altså et blødt punkt for alt det, der på papiret er "grimt". Ligesom Tom Kristensen skrev, at noget kunne være "skønt som en sønderskudt banegård" synes jeg, der kan være en enorm skønhed i industrikvarterer, forfald og skrald. Og ikke mindst i det tilfældige kunstfærdige kaos, der opstår, når folk bare efterlader ting der, hvor de ikke burde.

Om boligblokke

Wed, 17 Jun 2009 22:01:48 GMT

En stor del af Nukks centrum er fyldt af triste boligblokke. Og kun et stenkast derfra ligger til gengæld flotte hus med udsigt til fjord og fjeld. Den største af boligblokkene - Blok P - er så stor, at 2% af Grønlands samlede befolkning bor her. Det vidner altsammen om, at Grønland er et af de steder i verden, hvor der er størst forskel på rig og fattig. Og det bliver spændende at se, om den nyvalgte regering formår at gennemføre de skattereformer, der skal være med til at udjævne ulighederne.

Om kulturhuset Katuaq

Tue, 16 Jun 2009 21:28:52 GMT

Inden jeg tog herop, sagde en af mine veninder "husk at besøge Kulturhuset Katuaq - det er et must". Og det havde hun ret i. Men når man er her, er det alligevel en lidt pudsig bemærkning. For det er stort set uundgåeligt at støde på Katuaq. Dels ligger det meget fremtrædende midt i byen, dels danner det rammen om stort set alt, hvad der sker af kulturelle begivenheder i Nuuk. Der er en rigtig god biograf, det er her, der afholdes koncerter, der er en god cafe og der er ofte udstillinger i forhallen. Det er også her en del af de officielle arrangementer i forbindelse med fejringen af Grønlands selvstyre på søndag vil foregå. Kort sagt: Katuaq er et must. Men det er også mere eller mindre det eneste, der er.

Om at flå sæler

Mon, 15 Jun 2009 23:35:51 GMT

Jeg har efterhånden mange gange været nede på "Brædtet" for at købe friske fisk og kvaner direkte fra fangerne. Og jeg har derfor også set parterede sæler, sæltarme og flåede sælhoveder op til flere gange. Men igår var første gang jeg så en fanger partere en sæl. Jeg fik lov til at filme et levende postkort undervejs. Men den samlede proces tog meget lang tid. Så I får kun et udsnit - og billederne får denne gang lov at tale for sig selv.

Om blæret tang

Sun, 14 Jun 2009 22:14:57 GMT

Jeg elsker at kigge på tang og forestille mig, hvordan undervandslivet leves i de bølgende tangskove. I dag fandt jeg en hel regnskov af blæretang - og den var jeg særligt glad for at se, fordi jeg inden afrejsen herop til havde læst en artikel om gastronmiske eksperimenter med blæretang. Det var NOMAs souschef, der var på inspirationsbesøg på Nuuk-restauranten Nipisa og gik amok i hellefisk, sortebær og blæretang. Og det var stærkt inspirerende. Men jeg lod nu blæretangen stå for i dag - og begyndte at overveje, hvornår jeg skulle bestille bord på Nipisa

Om Brugsen og pladsen foran Brugsen

Sat, 13 Jun 2009 00:22:24 GMT

Noget af det, folk talte mest om, inden jeg rejste til Nuuk, var Brugsen - og mest af alt, hvor dyre agurker var. I virkeligheden er det ikke nær så galt. De "flyfriske" grøntsager og mejeriprodukter er temmelig dyre, men der er så meget andet. Og der svarer prislejet meget til derhjemme. Og så er det helt store jo, at man her OGSÅ kan få røget rensdyr, moskussylte, hvalsmåkød. På pladsen foran Brugsen mødes alle og sælger alt og ingenting. Brugsen er så downtown Nuuk som det kan blive.

Om julemanden og hans postkasse

Thu, 11 Jun 2009 21:06:01 GMT

Nede i den gamle bydel i Nuuk står julemandens kolossale postkasse. Om det er et rent gimmick ved jeg ikke, men det er i hvert fald løgn, at den tømmes næste gang "til jul" for nogle af brevene i den er mange år gamle. Men derfor kan det selvfølgelig godt være, at der bliver fyldt nye på hvert år. Det er spøjst med hele den julemandsmyte og ikke mindst Nissebanden i Grønland, der for mange børn i min generation (inklusive undertegnede) var en af de første introduktioner til Grønland - eller i hvert fald Nissebandens version af Grønland. For det er jo ikke lige sådan, at man konstant støder på julemænd, nisser eller isbjørne i Nuuks gader.

Om ensomme gyngeheste

Thu, 11 Jun 2009 00:19:12 GMT

Der er noget sentimentalt over legepladser, der ligger øde hen. Men så snart solen brager frem er der masser af liv på Nuuks legepladser. Med mindre, selvfølgelig, at det er midnatssol, der er tale om.

Om frygten for at bevæge sig ind på andres enemærker

Tue, 09 Jun 2009 17:29:01 GMT

Efter at have set på udsigten over industrihavnen i lang tid, besluttede jeg mig for at prøve at begive mig direkte derned gennem kløften i stedet for at vælge de store veje. Men det var svært at gennemskue, om det var a) sikkert at gå der, for det så noget sumpet og stejlt ud. b) om noget af det var privat, for man skulle passere temmelig tæt forbi nogle huse, for at komme derned.

Jeg spurgte en mand, der sagde, at han mente det var sikkert nok - og at i Grønland var der ikke nogen, der havde enemærker. Og jeg håbede inderligt, at han havde ret i begge dele, da jeg ca. halvvejs (så det gav ligeså meget mening at gå frem som tilbage, hvis jeg var på afveje) stødte på en temmelig drabelig rygrad.

Om de levende, de døde og de levende døde

Mon, 08 Jun 2009 21:06:41 GMT

Nogle vil måske finde det makabert. Men jeg kan enormt godt lide at besøge gravpladser verden rundt. Og jeg finder det meget livsbekræftende, at de levende besøger de døde: holder picnic på Assistenskirkegården, plejer gravstederne eller går og læser navnene op for hinanden og forestiller sig, hvad det var for liv, de døde levede. Hvem var for eksempel Lotus Grace Nielsen?

NB - To smårettelser, som jeg ikke kan indredigere i postkortet, hvor ordet jo fanger.
1. Der ER også gravpladser i Kina. Mange endda. Jeg har bidt mere mærke i det med skufferne, som er det, der kulturelt adskiller sig mest fra det, jeg ellers har set.
2. Jeg er faktisk ikke helt sikker på, at begravelserne i Ghana varede fulde 8 dage. Mange dage i træk var det i hvert fald, men om det var hele 8 dage og nætter vil jeg ikke lægge hovedet på blokken for.

Om lyset for enden af tunnellen

Sun, 07 Jun 2009 23:09:39 GMT

Der er en grund til, at klichéer er klichéer. Og det med lyset for enden af tunnellen giver fuld mening, når man faktisk står for enden af en lang tunnel og ser ud i lyset. For lyset er særligt saliggørende, når det strømmer ind fra enden og løfter en ud af mørket, tristheden, travlheden eller depressionen. Ovenikøbet fangede kameraet to ting, jeg ikke selv så i situationen - bilerne, der forvitrer, når de kører ud i lyset - og min stakånde, der blæser ind i billedet i den kolde, mørke tunnel.

Om at leve uden ur og kalender

Sun, 07 Jun 2009 08:56:03 GMT

Vi er så vant til, at vores liv er fuldstændig skemalagte. Hver dag er brudt op i bidder af mødetidspunkter, aftaler og to-do-lister. Men hvad sker der, når man i en periode lever uden hverken ur eller kalender? Spiser, når man er sulten. Sover, når man er træt. Arbejder, så meget man overhovedet orker. Holder pause, når man trænger til det. Vågner, når man vågner?

Om sløret udsyn

Sat, 06 Jun 2009 16:06:51 GMT

Når man ikke kan kigge langt udad, bliver man bedre til at se indad. Det kan være fantastisk at strække øjnene og tankerne ved at kigge ud over smukke udsigter; men der kan også være noget givende i at vende blikket og tankerne indad. Og det gør man ofte bedst i regn og dis.

Om stilhed i stormen

Sat, 06 Jun 2009 15:06:30 GMT

Når man sætter sig et sted, lyder det ofte ved første ørekast, somom der er helt, helt stille. Men når man har siddet der lidt, begynder øret at opfatte alle de smålyde, det umiddelbart vendte det døve øre til. Tanglopper på spring, skvulp over store sten, fuglenes vingefang.

Mikrofonen opfanger også sine helt egne lyde og forbrænger lydbilledet ved at lægge særlig vægt på blæsten. Langt mere, end man opfanger med det blotte øre. Så det er altid til diskussion, hvad man reelt har set med egne øjne og hørt med egne ører. Men heldigvis skal man jo høre en hel del, før ørerne falder af.

Om at vente på stjerneskud og hvalernes blåst

Sat, 06 Jun 2009 13:03:09 GMT

At vente på at se hvalernes blåst i fjorden ved Sermitsiaqs fod er som at spejde efter stjerneskud på en stjerneklar nattehimmel. Man håber - men ved aldrig, om det lykkes en at se det, man spejder efter. På safarier, nattehimler og spejlblanke fjorde er der ingen garantier - og det er ofte det, der gør naturoplevelser endnu mere intense: at sandsynligheden er stor, men der er aldrig nogen garantier. Og derfor er det heldigt, at udsigterne og nattehimmelerne i sig selv er en oplevelse.